fredag den 22. november 2013
Snickers squares
15-20 stk. Snickers squares
Kiksebund:
ca. 260 g. mel
170 g. smør
85 g. sukker
Karamel:
200 g. smør
200 g. sukker
3 spsk. lys sirup
6,5 spsk. kondenseret mælk
Peanuts:
175 g. salte peanuts
Chokolade overtræk:
180 g. mælkechokolade
Kiksebund:
Rør sukker og smør sammen, og tilsæt mel lidt ad gangen. Beklæd en firkantet bageform med bagepapir, og pres dejen ned i formen. Bag kiksebunden ved 190 grader i ca. 20-30 minutter indtil den er gylden.
Karamel:
Lav karamellen imens kiksebunden køler af i formen. Smelt smør, sukker, sirup og den kondenseret mælk. Kog den i ca. 7-10 minutter, indtil den bliver tykkere. Hæld den over kiksebunden. Og lad det køle af.
Peanuts:
Drys peanuts over karamellen og afkøl.
Chokoladeovertræk: Smelt chokoladen, og hæld den over nødderne. Stil den køligt indtil chokoladen har sat sig, og skær den ud. Pynt evt. med hakkede peanuts.
Etiketter:
karamel,
kiks,
kondenseret mælk,
peanuts,
snickers
torsdag den 21. november 2013
Update
Denne charmetrold er nu 10 uger, wow.... ugerne flyver bare af sted. Hun er så fantastisk! Hun pludrer, tumler og bliver større dag for dag. Det er så skønt at være mor.
I og med at tiden flyver af sted, så bliver der ikke bagt meget i det lille hjem - men lysten er der stadig. Ja, jeg savner faktisk rigtig meget at lave lækkerier, så det vil jeg prøve at lave om på. Jeg har en masse nye opskrifter jeg meget snart vil afprøve og vise jer...Så hold øje med bloggen :)
onsdag den 25. september 2013
Baby
For 15 dage siden kom vores elskede lille prinsesse til verden. Det er så fantastisk at have hende hos os og hun er bare helt perfekt.
Jeg vil derfor bare lige informere jer om, at der nok går noget tid før jeg vil blogge regelmæssigt igen, håber I forstår. Nu vil jeg gå ind og nusse disse skønne babyfusser.
-Rikke/The Cakeaholic
torsdag den 20. juni 2013
Ananassorbet, karamelliseret ananas, kokos/limecreme og kokoschips
6 personer
Ananassorbet:
700 g. ananas (skåret)
2 dl. sukkerlage (lige meget vand og sukker)
1 spsk. citronsaft
Hvid chokoladeskal med kokos:
200 g. hvid chokolade
2 spsk. kokosmel
Ananassirup:
350 g. ananas (skåret)
100 g. sukker
1 dl. vand
Kokos/limecreme:
2 dl. kokosmælk
4 spsk. kokosmel
3 spsk. sukker
½ dl. mælk
3 æggeblommer
25 g. maizena
1 lime (saften)
Karamelliseret ananas:
½ ananas
ca. 5 spsk. sukker
ca. 2 spsk smør
½ vaniljestang
2 spsk. citronsaft
Kokoschips:
1 håndfuld ristet kokoschip til pynt
Ananassorbet:
Skræl ananasen og blend den sammen med sukkerlagen. Sigt massen og tilsæt citronsaft (og evt. lidt gul farve).
Kør den på ismaskinen i 20-25 minutter, og frys den i 30 minutter inden den fordeles i chokoladeskaller.
Hvid chokoladeskal med kokos:
Smelt chokoladen over et vandbad og tag den af varmen. Tilsæt kokosmel. Fordel kokoschokoladen i en silikoneform med halvkugler (brug kun 2/3 af chokoladen). Jeg penslede chokoladen på med en mindre pensel (3 gange ialt, og satte formen på frys hver gang jeg penslede med chokolade).
Når chokoladeskallen er frossen, fordeles ananassorbet i skallerne og sættes igen på frost. Til slut fordeles den sidste 1/3 af chokoladen ovenpå ananassorbeten, så dette bliver skallens bund. Stil det på frost indtil servering.
Ananassirup:
Skæl ananasen og skær den i mindre stykker. Kog den sammen med sukker og vand i ca. 30 minutter ved svag varme med låg på. Tag den af varmen, og lad det gerne stå en halv dag i køleskab inden siruppen reduceres. Si ananasstykkerne fra, og reducer nu siruppen (i hvert fald til det halve). Tilsæt evt. lidt gul farve, og lad den afkøle indtil den skal bruges.
Kokos/limecreme:
Kog kokosmælk, sukker og kokosmel, og stil det til side. pisk æggeblommer sammen med mælk og maizena. Hæld 1 dl. af den varm kokosmælk i æggeblandingen, og pisk.
Hæld æggeblandingen og limesaft over i gryden til resten af kokosmælken, og pisk konstant. tag cremen af når den tykner. Afkøl den i køleskabet og hæld den i en sprøjtepose med en lille rund tyl.
Karamelliseret ananas:
Skær ananasen ud i firkanter. Smelt sukkeret på en pande, tilsæt herefter vaniljekorn og smør. Rør rundt i det. Tilsæt citronsaft og ananas. Steg ananasen i ca. 10 minutter.
Samling:
Pensl en tallerken med ananassirup. Placer chokolade/sorbetskallen på midten. Placer de karamelliserede ananasstykker på tallerkenen. Sprøjt kokos/limecremen ud på tallerkenen i nogle små "dutter" og læg ristet kokoschips ovenpå cremen.
søndag den 16. juni 2013
Små jordbærtærter
11 små tærter eller 1 stor tærte (26 cm.)
Mørdej:
300 g. mel
200 g. smør, koldt
100 g. flormelis
2 æg
Mazarinmasse:
225 g. marcipan
225 g. rørsukker
150 g. smør
3 æg
75 g. mel
Chokoladeovertræk:
75 g. mørk chokolade
Creme:
3,75 dl. sødmælk
3 æg
1,5 æggeblomme
135 g. sukker
1 vaniljestang
45 g. Maizena
110 g. smør
1,5 dl. piskefløde
Jordbær:
500 g. friske danske jordbær
Mørdej:
Ælt alle ingredienser sammen, og undgå at "overælte" den. Læg den på køl ½ time, og rul den derefter ud. Læg mørdejen i en stor tærteform eller 11 små.
Mazarinmasse:
Rør marcipanen sammen med sukkeret. Tilsæt smørret lidt ad gangen. Tilsæt æggene et ad gangen, og vend til sidst mel i.
Smør mazarinmassen ud på tærtebundene og bag ved 200 grader i 12-15 minutter. Hvis man laver 1 stor tærte skal tærten bages i ca. 20-25 minutter.
Chokoladeovertræk:
Lad tærterne afkøle. Når de er helt kolde pensles lidt smeltet mørk chokolade på tærternes top.
Creme:
Varm mælken op i en gryde, og tag den af varmen når den koger. I en skål piskes æg, æggeblommer, sukker, vaniljekorn og maizena. Tilsæt den varme mælk, og passér cremen gennem en sigte. Hæld cremen tilbage i gryden, og varm cremen op ved medium varme. Rør konstant i cremen og tag den af varmen når den bliver tyk. Tilsæt nu smørret og rør det ud i cremen. Læg husholdningsfilm helt tæt på cremen, så den ikke danner kondens, og stil den på køl.
Pisk fløden stiv, og vend den i cremen når den har sat sig. Pynt kagerne med creme og friske jordbær.
torsdag den 30. maj 2013
Små rabarbertærter med vaniljecreme
6 små tærter eller 1 stor tærte
Rabarber:
500 g. rabarber
110 g. sukker
Mørdej:
300 g. hvedemel
150 g. smør, stuetemperatur
100 g. flormelis
1 æg
Vaniljecreme:
2,5 dl. sødmælk
2 æg
1 æggeblomme
90 g. sukker
½ vaniljestang
30 g. maizena majsstivelse
75 g. smør
Rabarber:
Skær rabarberne i mindre stykker, vend dem med sukker og læg dem i et ovnfastfad. Bag dem ved 160 grader i ca. 30 minutter (indtil de er møre og sukkeret er opløst).
Lad rabarberne køle af i fadet, og stil gerne fadet i køleskab natten over.
Mørdej:
Ælt alle ingredienser sammen, og undgå at "overælte" den. Læg den på køl ½ time, og rul den derefter ud. Læg mørdejen i 6 små tærteforme og "blindbag" den ved 200 grader i ca. 10 minutter. Fjern så bagepapir og "bagekugler" og bag dem almindeligt i 10 minutter. Lad dem køle af.
Vaniljecreme:
Varm mælken op i en gryde, og tag den af varmen når den koger. I en skål piskes æg, æggeblommer, sukker, vaniljekorn og maizena. Tilsæt den varme mælk, og passér cremen gennem en sigte. Hæld cremen tilbage i gryden, og varm cremen op ved medium varme. Rør konstant i cremen og tag den af varmen når den bliver tyk. Tilsæt nu smørret og rør det ud i cremen. Læg husholdningsfilm helt tæt på cremen, så den ikke danner kondens, og stil den på køl.
Samling:
Hæld den kolde vaniljecreme i mørdejsskallerne og pynt på toppen med rabarberstykker.
mandag den 27. maj 2013
Brownie, rabarbermousse og danske jordbær
ca. 8 små kager
Brownie:
125 g. smør
125 g. god chokolade (55 % ca.)
2,5 æg
200 g. sukker
1/4 vaniljestang
100 g. hvedemel
½ tsk. salt
Rabarbermousse:
500 g. rabarber
200 g. sukker
½ dl. vand
6 husblas
30 g. flormelis
55 g. past. æggehvide
3,75 dl. piskefløde
Pynt:
250 g. danske jordbær
Brownie:
Knæk chokoladen i mindre stykker. Smelt smør og chokolade ved svag varme i en gryde. Imens piskes æg, sukker og vaniljekorn med et piskeris til en æggesnaps. Bland mel og salt i en anden skål. Lad den smeltede smør og chokolade køle lidt af. Pisk æggesnapsen og chokolademassen sammen. Sigt til sidst mel/salt i dejen, og vend det forsigtigt. Fordel dejen i en form beklædt med bagepapir, og bag kagen ved 180 grader i ca. 30 minutter. (Den er færdig når toppen begynder at ligne marengs og sprækker). Lad den køle af. Udstik de små browniebunde, og
Rabarbermousse:
Skyl og skær rabarberne ud i mindre stykker. Kog dem let møre med sukker og vand, og tag gryden af varmen. Tilsæt husblas og blend det så det bliver til puré. Hæld pureén op i en skål. Pisk æggehviderne stive med flormelis, og vend det i pureen. Pisk fløden til skum, og vend den i. Saml nu de små kager.
Samling:
Placer en moussering på en tallerken/fad med en plastikstrimmel indvendigt. Læg browniebunden i. Fordel rabarbermousse ovenpå. Stil på køl i mindst 3-4 timer. Fjern herefter plaststrimlen, og pynt med søde, friske, danske jordbær.
Abonner på:
Opslag (Atom)