onsdag den 30. maj 2012

Triple chocolate cookies


ca. 30-40 cookies

Cookies:
230 g. smør (stuetemperatur)
225 g. sukker
100 g. brun farin
1 tsk. natron
1 tsk. fint havsalt
1 tsk. vaniljeekstrakt
2 store æg (stuetemperatur)
250 g. mel
100 g. hakket mørk chokolade
100 g. hakket hvid chokolade
200 g. hakket mælke chokolade

Cookies:
Rør smør, brun farin, sukker, natron, salt og vanilje ved medium hastighed indtil det er blandet.
Tilsæt æg (et ad gangen) indtil det er ensartet. Tilsæt mel til dejen, og lad det blive ensartet.
Tilsæt hakket chokolade og rør kun så det lige nøjagtig er ensartet.
Lav 30-40 stk. cookies (brug evt. en ske/isske) og sørg for der er ca. 5 cm. imellem dem, da de flyder ud. Bag dem ved 175 grader i 5-7 minutter midt i ovnen. Tag dem ud når de lige præcis er gyldne i kanten. Lad dem køle ad.





Del dem med en du holder af

mandag den 28. maj 2012

1 års bryllupsdag




Det er idag 1 år siden jeg blev gift med min skønne mand. Vi havde den mest fantastiske dag vi kunne ønske os, og sidder nu og ser på billeder og minder fra festen.
Så dagen idag bliver brugt på afslapning, forkælelse, hygge, god mad og selvfølgelig bryllupskage fra brylluppet.

lørdag den 26. maj 2012

Rabarbermoussekage


ca. 8 personer
Konfektkage:
150 g. marcipan
112 g. smør
1 lille æg
130 g. sukker
112 g. mel
3/4 tsk. bagepulver

Rabarbermousse og coulis:
500 g. rabarber
200 g. sukker
½ dl. vand
6 husblas
30 g. flormelis
55 g. past. æggehvide
3,75 dl. piskefløde
Knuste frysetørret hindbær

Pynt:
Hvid chokolade
Lyserød pastafarve

Konfektkage:
Rør marcipan og smør sammen. Tilsæt ægget, sammen med sukker. Bland mel og bagepulver i en skål og rør det i. Bred dejen ud i en form med bagepapir, og bag den i ca. 20 minutter ved 180 grader. Lad  kagen køle af.


Rabarbermousse og coulis:
Skyl og skær rabarberne ud i mindre stykker. Kog dem let møre med sukker og vand, og tag gryden af varmen. Tilsæt husblas og blend dem. 2/5 af pureen hældes i en skål og gemmes, den skal bruges senere. Stil den på køl.
Hæld de resterende 3/5 af pureen i en stor skål. Pisk æggehviderne stive med flormelis, og vend det i pureen. Pisk fløden til skum, og vend den i. Hæld moussen ovenpå den kolde kage. Stil den på køl i mindst 3-4 timer.
Sigt knuste frysetørret hindbær ovenpå moussekagen når kagen har "sat sig", og skær stykkerne ud. Rør lidt vand i coulis'en, så den ikke er så tyk. Og spred lidt ud på en tallerken, og placer kagen ovenpå.
Pynt:
Temperer chokoladen, og hæld 1/4 af chokoladen i en skål med lyserød pastafarve, og rør det sammen. Spred resten af den hvide chokolade ud på noget bagepapir, og lav et mønster med den lyserøde chokolade. Brug evt. et cornet og tandstikker som jeg har gjort her. Knæk eller skær små stykker chokolade ud til at pynte kagen med.





onsdag den 23. maj 2012

Lolita Bakery


Min mor har været i Barcelona, og har været så sød at købe nogle fine kageting med hjem til mig fra Lolita Bakery.



Det fineste jordbærdchokoladekrymmel. Det smager sååå godt, og det er noget af det smukkeste jeg længe har set.



Søde cupcakehuse. Der er plads til 4 cupcakes, og man kan se dem, når man ser ind ad vinduet.



Endu et sødt cupcakehus/æske

søndag den 20. maj 2012

Citronkage med citroncreme


Citronkage:
250 g. marcipan
400 g. blødt smør
400 g. sukker
2 vaniljestænger
Revet skal af 4 øko citroner
Saft af 2 citroner
10 æg
250 g. mel
160 g. kartoffelmel
6 tsk. bagepulver

Citron creme:
4 husblas
300 g. hvid chokolade
5 dl. piskefløde
3 øko citroner

Citron buttercreme:
400 g. smør (usaltet)
400 g. flormelis
3 spsk. mælk
Skal af 1 citron
2 spsk. citronsaft
1 tsk. vaniljeekstrakt

Royal icing:
1 bæger æggehvide
300 g. flormelis
1 tsk. citronsaft
gul pastafarve


Citronkage:
Riv marcipanen og rør det sammen med smør, sukker og vaniljekorn. Tilsæt citronskal og citronsaft. Tilsæt æggene et ad gangen. Sigt herefter de tørre ingredienser i dejen, og vend det forsigtigt men grundigt. Kom dejen i to springforme (22  cm) og bag kagerne ved 175 grader i 45 minutter. (Bag dem i 30 minutter og dæk dem til med alufolie og bag dem i 15 minutter med alufolie, dette mindsker at kagerne bliver mørke). Lad kagerne køle af, og del bundene i to.

Citron creme:
Udblød husblassen. Hak chokoladen fint. Bring fløden i kog og tag gryden af varmen. Hæld den varme fløde over chokoladen, og rør. Vrid husblassen fri for vand og smid den ned til chokoladen/fløden sammen med citronskal. Når al chokoladen er smeltet, dækkes cremen til med film, og stilles i køleskab minimum 3-4 timer. Cremen piskes op inden den lægges på kagen. Tilsæt evt. gul pastafarve.

 sprøjt cremen ud mellem bundene 


Citron buttercreme:
Rør smørret hvidt og luftigt, tilsæt sigtet flormelis lidt ad gangen. Rør i ca. 5-6 minutter så det bliver luftigt. Tilsæt mælk, citronsaft, citronskal og vanilje. Opsmør kagen med buttercreme.

Royal icing:
Bland alle ingredienser, og dekorer kagen.





mandag den 14. maj 2012

Rabarbertrifli


8-10 personer

Rabarberkompot:
ca. 1 kg. rabarber
2 vaniljestænger
1/4 dl. vand
300 g. sukker

Vaniljeskum:
4 æggeblommer (past.)
120 g. sukker
1 vaniljestang
½ liter piskefløde

Makroner

Rabarberkompot:
Vask rabarberne, skær enderne af og skær rabarberne i mindre stykker. Kom dem i en gryde med vaniljekorn, vaniljestænger, sukker og vand. Bring det forsigtigt i kog i ca. 10-15 minutter. Tag gryden af varmen, og lad kompotten køle af. Stil den gerne i køleskab.






Vaniljeskum:
Pisk æggeblommer, sukker og vanilje hvidt og skummende. Pisk piskefløden til skum, og vend det i æggesnapsen.

Sammenlægning:
Læg rabarberkompot, vaniljeskum og knuste makroner i lag.


torsdag den 10. maj 2012

Banankage


8-10 personer

Banankage:
4,5 æg
3 dl. sukker
3 dl. mel
1,5 tsk. bagepulver
150 g. smeltet smør
2 små bananer

Chokoladeovertræk:
180 g. mørk chokolade
50 g. hvid chokolade
Gul pastafarve

Banankage:
Jeg har lånt opskriften hos Karolines Køkken.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps. Bland mel og bagepulver sammen og sigt det. Vend det forsigtigt i dejen, skiftevis med smørret. Mos bananerne og vend mosen i. Hæld dejen i en smurt springform på 20 cm og bag kagen nederst i ovnen ved 175 grader i 60-70 minutter.




Skær toppen af og vend kagen på hoved (så får man en fladere top på kagen)

Chokoladeovertræk:
Temperer den mørke chokolade og stil den til side. Temperer den hvide chokolade og bland lidt gul pastafarve i, og hæld det i et cornet/kræmmerhus.


Fordel den mørke chokolade over hele kagen. Spred det gerne ud med en palet. Tag kræmmerhuset med den hvide chokolade og klip et lille hul, og lav cirkler som vist på billedet under.


Tag en tandstik og træk den forsigtigt ind mod midten af kagen, lav så mange "træk" som du vil.


Sådan ser den færdige kage ud. Lad chokoladen stivne før du skærer kagen ud.