mandag den 31. december 2012

Kransekage - Blomsterberg

Kranskage:
½ kg. ren rå marcipan
150 g. flormelis
40 g. æggehvide (Past.)

Glasur:
75 g. flomelis (sigtet)
30 g. æggehvide (past.)

Kransekage:
Ælt marcipan og flormelis. Tilsæt æggehviderne lidt ad gangen, til massen er ensartet og jævn. Pak den færdige kransekagemasse ind i husholdningsfilm, og kom den i køleskabet minimum 2 timer eller gerne til næste dag. Den kolde kransekagemasse vejes af i 300 gram pr. stk. Hvert stykke rulles ud i 80 cm. lange, jævne stænger. Hver stang formes let til en trekant. Alle stængerne løsnes med en paletkniv og måles af i præsis 8, 10, 12, 14, 16, 18, 20, 22 og 24 cm. Husk også en kugle til top.
Hvert opmålt stykke lukkes sammen til oprejste ringe, der sættes på bageplade beklædt med bagepapir. Slut med at trykke alle ringene plane med et stykke bagepapir med en bageplade over - pres ganske let & tag bagepladen og papiret væk igen. Bages ved 200 grader i ca. 14-16 minutter til de er gyldne.

Glasur:
Pisk flormelis og æggehvide sammen og hæld det i en lille sprøjtepose eller cornet. Pynt ringene med glasur. Start med den største og slut med kuglen.




torsdag den 27. december 2012

Æblekage med knas - Hummingbird

8 personer

Æblekage:
60 g. usaltet smør (stuetemperatur)
140 g. hvedemel
100 g. sukker
1 æg
½ tsk. vaniljeessens
1 tsk. bagepulver
1 knsp. salt
3/4 dl. sødmælk
3 æbler (Granny Smith)

Knas:
70 g. hvedemel
½ tsk. kanel
40 g. usaltet smør
70 g. lyst rørsukker

Æblekage:
Smør en springform (20 cm.) med smør og drys med mel. Rør smør og sukker sammen i en skål, til det er lyst og luftigt. Tilsæt æg og vaniljeessens og rør det godt sammen.
Sigt mel, bagepulver og salt sammen i en skål, og kom halvdelen i smørblandingen. Rør rundt og kom halvdelen af mælken, gentag processen med resten af melblandingen og mælken. Hæld dejen i formen.
Skræl æblerne, del dem i kvarte, og fjern kernehuset. Skær hver kvarte i 3 både. Arranger bådene i cirkler oven på dejen.

Knas:
Sigt mel og kanel i en skål. Tilsæt smør (skåret i terninger)  og brug fingrene til at gnide ingredienserne sammen - det skal ligne krummer. Rør sukker i, og fordel knasen oven på æblerne. Bag kagen ved 170 grader i 35-45 minutter (Indtil den er gyldenbrun).




mandag den 24. december 2012

Kiksekage - Meyers


Jaaa... Nu er det endelig JUL - Og hvor har jeg glædet mig. Rigtig glædelig jul til alle jer søde læsere, jeg håber I får en skøn jul.
Jeg ser frem til god hjemmelavet mad, julehygge og kvalitetstid med familien. Eftersom dagen og aftenen skal bruges sammen med familien, og så tænkte jeg at jeg ville tage en "lille" lækker ting med, som ville falde i de flestes smag. Jeg har allerede på fornemmelsen at kagen bliver et sikkert hit hos min "chokolade-smør-elskende-2-årige-niece". For ja, denne kiksekage er med rigtig smør og chokolade!
Jeg har brugt Claus Meyers opskrift til denne lækre kiksekage.

Kiksekage:
300 g semi mørk chokolade
150 g blødt, usaltet smør
5 pasteuriserede æggeblommer
5 pasteuriserede æggehvider
100 g flormelis
20-25 smørkiks (firkantet)

Kiksekage:
Beklæd en sandkageform (1½ liter) med bagepapir. Hak chokoladen og kom den i en skål, og
smelt den over vandbad. Den må ikke blive for varm. Pisk smørret glat i en skål. Pisk æggeblommerne i smørret – en ad gangen. Sigt flormelis i og pisk det. Tilsæt den smeltede
chokolade under piskning, og lad blandingen køle af. Pisk æggehviderne stive. Bland først en tredjedel af hviderne i chokolademassen – her kan du godt være hård ved dem, så de bliver godt indarbejdet i chokoladen. Fold derefter resten af hviderne nænsomt i. Dæk først bunden af sandkageformen med et lag chokoladecreme. Dæk så overfladen med et lag kiks. Fortsæt med at bygge kiksekagen af creme og kiks, og slut af med et lag chokoladecreme. Jeg kan godt lide når der er mange kiks i, men det er op til en selv selvfølgelig. Dæk formen til medhusholdningsfilm, og stil den i køleskabet til næste dag. Kiksekagen kan i øvrigt holde sig i 3-4 dage på køl.






torsdag den 20. december 2012

Hvid chokolade med lakridssirup - Fyldte chokolader


14 chokolader

Hvid chokolade med lakridssirup:
150 g. hvid chokolade (Odense)
3,5 tsk. salt lakridssirup (Johan Bülow)
ca. 0,5 tsk. lakridspulver (Johan Bülow)

Hvid chokolade med lakridssirup:
Temperer eller smelt chokoladen. Hæld chokoladen i din chokolade form og hæld den ud igen (så du hermed danner en chokoladeskal). Man kan også pensle chokoladen i formen, hvis man ikke skal lave så mange. Men sørg for at gemme den chokolade du evt"hælder ud", da den skal bruges senere.
Lad chokoladeskallen størkne og hæld så 0,25 tsk. lakridssirup i hver skal. Tag den resterende chokolade som blev gemt og bland med lakridspulveret. Hæld nu chokoladen oven på siruppen, så chokoladen dækker siruppen.
Lad chokoladerne størkne før du fjerner dem fra formen.





mandag den 17. december 2012

Vaniljekranse

80 stk.

Vaniljekranse:
330 g. smør (koldt)
450 g. mel
220 g. sukker
1 æg
1½ vanljestang

Vaniljekranse:
Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Tilsæt sukker, æg og vaniljekorn. Saml dejen hurtigt og pak den ind i husholdningsfilm, lad dejen hvile i en time i køleskabet. Rul dejen ud med ½ cm. tykkelse og udstik småkagerne. Jeg har brugt en rund udstikker på 5 cm og en mindre på 1 cm. Bag vaniljekransene i ca. 5-7 minutter ved 200 grader.




søndag den 16. december 2012

Appelsinkage med chokolade


ca. 15 stykker

Appelsinkage:
200 g. smør (stuetemperatur)
200 g. sukker
1 tsk. vaniljesukker
4 æg
200 g. mel
2 tsk. reven appelsinskal
3 spsk. appelsinsaft
2 tsk. citronsaft

Chokoladeovertræk:
150 g. mørk chokolade

Appelsinkage:
Rør smør, sukker og vaniljesukker luftig. Rør æggene i et ad gangen og rør godt imellem hvert æg. Sigt melet i og bland forsigtig dejen. Tilsæt appelsinskal, appelsinsaft og citronsaft og rør forsigtig dejen. Hæld dejen op i en kageform og bag den ved 175 grader på nederste ribbe i ca. 1 time.

Chokoladeovertræk:
Smelt chokoladen og hæld den over den afkølet kage, drys evt. med hakket nødder.






torsdag den 13. december 2012

Marcipankiks med nougatcreme - Odense Marcipan


Igår kom der en pakke fra Odense Marcipan... Yay!! Det er altid en fornøjelse at modtage deres lækkerier. De var så søde at sende marcipan, nougat, chokolade og udstikkere - til julens bagerier. De havde også sendt en lille bog med nemme juleopskrifter, som jeg straks blev inspireret af.
Til nytår vil jeg helt klart lave kransekage af de lækre ingredienser. Jeg besluttede mig for at lave nogle lækre marcipankiks med nougatcreme som passer perfekt til julen.

12 "sandwich" kiks

Marcipankiks:
300 g. marcipan (Odense)

Nougatcreme:
2 dl. piskefløde
1,5 husblas
150 g. nougat (Odense)

Marcipankiks:
Rul marcipanen ud i ½ cm. tykkelse på et stykke bagepapir. Det er lettere at bruge bagepapir under så det ikke klister fast til bordet. Hvis bagepapiret glider på bordet, så læg en fugtig klud under. Udstik 24  kiks på ca. 5 cm. og bag kiksene ved 180 grader i ca. 5-7 minutter til de er gyldne i kanten. Lad kiksene afkøle.

Nougatcreme:
Udblød husblassen. Varm fløden, og skær imens nougaten ud i mindre stykker og læg det op i en skål. Når fløden næsten koger hældes den over nougaten og til sidst tilsættes den vredet husblas. Stil cremen på køl og dæk den til med husholdningsfilm. Lad den gerne stå natten over. Når cremen har sat sig, piskes den let op og spredes mellem kiksene. Pynt evt. med hakket mandler.








onsdag den 12. december 2012

Rosin cupcakes med glaze

ca. 12 cupcakes

Rosin cupcakes:
140 g. mel
170 g. smør (stuetemperatur)
170 g. sukker
1,5 tsk. bagepulver
1/4 tsk. fint salt
½ dl. mælk (stuetemperatur)
½ dl. kærnemælk (stuetemperatur)
1 vaniljestang
1 helt æg (stuetemperatur)
1 æggehvide (stuetemperatur)
70 g. rosiner

Glaze:
5 spsk. smeltet smør
2,5 kop flormelis
1 tsk. vanilje ekstrakt
5 spsk. kogende vand
 
Rosin cupcakes:
Bland mel, bagepulver og salt i en skål. Bland mælk og kærnemælk i en anden skål. I en tredje skål piskes smør og sukker ved medium hastighed i 2-3 minutter. Tilsæt det hele æg ved lav hastighed, og rør dejen ved medium hastighed indtil den er homogent. Tilsæt herefter æggehviden og rør indtil dejen er homogen. Tilsæt skiftevis de tørre ingredienser og de våde ingredienser ved lav-medium hastighed. Tilsæt rosiner og bland kun dejen så den lige akkurat er ensartet og homogen. Dejen må ikke "overrøres". Fyld 3/4 dej i forme og bag kagerne ved 175 grader i 15-20 minutter på midterste rist. Lad kagerne køle af.

Glaze:
Rør alle ingredienser sammen, og pynt kagerne med glaze og krymmel.